Clio (fra græsk Kleio: hun som giver ry). Clio er en af de ni muser, der alle var døtre af Zeus og Mnemosyne, erindringens gudinde. (…) Hver af de ni muser havde sit særlige virkefelt, Clio var musen for historie. Muserne blev anset for at være alvidende og beskyttere af kunst og lærdom. Siden oldtiden har Clio været brugt som et historieikon. Gads Historieleksikon, 4. udg., 2009, s.97.

Clio er gennem tiderne blevet fremstillet på flere måder, og en analyse af disse fremstillinger kan give et indblik i, hvordan vesterlændige har tænkt på og forstået historie.

Den klassiske udgave af Clio fremstilles som en kvinde iført en lang løsthængende klædedragt og er en, der holder en skriftrulle i sin hånd. Hun er således den, der nedskriver og opbevarer den erindringsværdige viden om fortidige personer og forhold, og hun hører således hjemme i en skriftkultur. Den første fremstilling er en mamorskulptur fra 2. årh. e. Kr., fundet nær Tivoli ved Rom. Se Clio i oldtiden.

Under renæssancen blev Clio igen et meget brugt historieikon og fremstår som et oplagt eksempel på selve den ‘genfødsel’ af antik kultur, der spillede en afgørende rolle under renæssancen. Men samtidigt blev dette ikon søgt integreret i en kristen forestillingsverden og historieforståelse. Den næste Clio-fremstilling er et relief, som den florentinske billedhugger Agostino di Duccio lavede midt i 1400-tallet til San Fransceco Kirken i Rimini. Den vigtigste forskel til fremstillingen fra oldtiden er, at Clio nu er blevet udstyret med en lang trompet – et tegn, der angiver, at hun har til opgave at udbasonere alt det, der er værd at berømme. Se Clio i 1400-tallet.

En af de mest komplekse og udfoldede fremstillinger af Clio findes på titelkobberet til Walter Raleighs værk The History of the World (1614). Det er dels et forsøg på at give en billedlig fremstilling af det antikke topos (dvs. skriftsted) historia magistra vitae, dels vil det integrere dette topos i en kristen forestillingsverden og historieforståelse. For at kunne afkode dette historieikon må vi medtænke det antikke tekststed, der var blevet udmøntet af Cicero og brugt i hans værk De oratore (Om taleren) (55. f.Kr.)(II,36):

Historia vero testis temporum, lux veritatis, vita memoriae, magistra vitae, nuntia vetustatis, qua voce alia nisi oratoris immortalitati commendatur?

Historie, som er tidernes vidne, sandhedens lys, erindringens liv, en læremester for livet og en budbringer fra gamle dage – hvem andre end taleren har en røst, der kan sikre den udødelighed?

Se Clio i 1600-tallet. Clio er her fremstillet som en stor flot kvinde med løsthængende klæder og blottede bryster. Hun holder hele jordkloden op over sit hoved (dvs. hun beskæftiger sig med hele verdenen), og verden bliver samtidigt løbende iagttaget af et øje (dvs. providentia (= Guds forsyn) holder øje med, hvad der sket på jordkloden). Livet på jorden bliver samtidigt fremstillet som en vedvarende kamp mellem to modsatrettede kræfter, symboliseret ved to engle: den ene repræsenterer det gode omdømme (fama bona), den anden det dårlige omdømme (fama mala). Menneskelivet ses således som en lang og vanskelig stræben på at efterlade sig det rette omdømme.

Clio er placeret i midterfeltet mellem fire antikke søjler, på hvis sokler der står skrevet: ‘testis temporu[m]’ (tidernes vidne), ‘nuncia vetustate’ (budbringer fra gamle dage), ‘lux veritatis’ (sandhedens lys) og ‘vita memoriae’ (erindringens liv). Selve udtrykket ‘magistra vitae’ (en læremester for livet) er hæftet på Clio-figuren. Hun er flankeret af to kvindeskikkelser. Den til venstre repræsenterer ‘experientia’ (dvs. erfaringen) og den til højre ‘veritas’ (dvs. sandheden). De angiver, at Clio skal efterstræbe den erfaringsbaserede og sandsynliggjorte viden om fortidige forhold, der vil kunne bruges i det levede livs tjeneste. Clio holder samtidigt to figurer under fode ved bogstaveligt at træde på dem. Den ene repræsenterer ‘mors’ (dvs. døden), den anden ‘oblivio’ (dvs. glemsel). De angiver, at det er Clios opgave at forhindre, at den erindringsværdige viden går i glemmebogen og dermed forsvinder (=>uddør).

En fin Clio-figur fra 1700-tallet  kan findes i de to franske gravørers håndbog Iconologie par figures (1765, 2. udv. udg. 1791). Det fremstår på det nærmeste som normen for en moderne Clio-fremstilling: Clio er her udstyret vinger som en engel, og idet hun kigger tilbage i på de  forgangne tider, nedskriver hun alt det erindringsværdige i en stor bog. Denne bog er placeret på ryggen af en gammel mand, der holder en le i sin hånd. Det drejer sig således om Saturn, der blev brugt som emblem på tiden og var dermed den, der gjorde ende på tiden og hermed viste hen til døden.

Således som hos di Duccio indgår der også en en trompet i denne Clio-fremstilling, og ovenpå den befinder sig en tryk udgave af den græske historiker Thukydids klassiske historieværk. Ser man efter, viser det sig, at der er indføjet et billede af solen i Clios bælte – et tegn på, at hun skal påtræde på en sanddru og upartisk måde, og på hendes pande er der et diadem – et tegn på, at hvad hun kundgør om det skete, er af særlig betydning for konger og fyrster. I baggrunden anes i øvrigt konturerne af en belejret by, der skal minde tilskueren om, at imperier er noget, der opstår og forgår.

Arnold Böcklins maleri (1875) er en flot Clio-figur fra 1800-tallet. Hun er ikke længere udstyret med vinger, men til gengæld sidder hun – som en engel – på en sky, hvorfra hun betragter, hvad der er skete sub specie aeternitatis – dvs. under evighedens synsvinkel. Denne Clio-fremstilling er fra den tid, da historie blev etableret som et selvstændigt videnskabsfag, og den kunne være en markering af, at historikere af fag skulle bestræbe sig på at betragte fortidige personer og begivenheder oppefra og udefra.

Den mest berømte Clio-fremstilling fra 1900-tallet er en akvarel af den schweiziske maler Paul Klee med titlen Angelus Novus (ny engel) (1920). Den blev købt af den tyske filosof og forfatter Walter Benjamin i 1921, og i sit skrift Über den Begriff der Geschichte (1940), der består af 18 teser, gav han denne akvarel navnet Engel der Geschichte (Historiens engel). Benjamins 9. tese lyder således:

 Der findes et billede af Klee, der hedder Angelus Novus. Her er en engel fremstillet, der ser ud, som var den i begreb med at fjerne sig fra noget, som den ser stift på. Øjnene er spærret op, munden står åben, og vingerne er bredt ud. Historiens engel må se sådan ud. Den har ansigtet vendt mod fortiden. Der, hvor en kæde af begivenheder fremtræder for os, ser den en eneste katastrofe, der uden ophør hober ruin på ruin og kaster den for dens fødder. Den ville for så vidt gerne blive, vække de døde og sammenføje det ituslåede. Men fra Paradis blæser en storm, der har fået tag i dens vinger og er så stærk, at englen ikke mere kan folde dem sammen. Denne storm fører den uundgåeligt ind i fremtiden, som den har vendt ryggen imod, samtidig med at den ser ruinhoben vokse op i himlen. Det, som vi kalder fremskridtet, er denne storm.

I 1989 udstillede den tyske kunstner Anselm Kiefer for første gang en skuptur, som han havde givet titlen Engel der Geschichte/Angel of History (1989), og det var først, da kunsthistorikere begyndte at undesøge forbindelserne mellem Kiefers skulptur, Benjamins skrift og Klees akvarel, at det kom til at stå klart, at Klees billede kunne tolkes som en mere eller mindre regelret videreførelse af den tradition, der har ligget bag Clio-fremstillingerne inden for den europæiske kultur.

En Clio-fremstilling fra 2000-tallet indgår i den danske maler Ib Monrad Hansens værk De ni muser (2002). Han går nye veje, når han skal give en billedlig fremstilling af Clio. Han griber ikke her tilbage til den velkendte Clio-figur, men gør brug af et andet velkendt erindringssted i vestlig kultur, nemlig den bibelske forestilling om Babelstårnet, der fremstilles som bestående af flere arkæologiske kulturlag, der repræsenterer forskellige epokers arkitektur fra oldtiden frem til nutiden. Ib Monrad Hansens Clio (2002) kan således tolkes som en postmoderne udlægning af Clio-traditionen.